"Levende sten"

Læser p.t. som "natlæsning" i småbidder "Levende sten" af museumsmanden Otto Norn (1915-2006).
Bogen er et forsøg på at kalde ånden i stenskulpturer og alterpartier i de danske middelalderkirker frem. Norn er overbevist om, at disse kirker for dem der rejste dem er tegn på "Det ny Jerusalem", som forjættes i det sidste skrift i Det Ny Testamente, "Johannes' åbenbaring".
Her er for Norn at se ikke tale om kunst i moderne forstand, men om forkyndelse for det analfabetiske lægfolk. Overliggeren i mandsdøren i Tulstrup kirke viser Kristus i korsstilling, ikke som den lidende, men som den sejrende Kristus (se billede ovenfor).

Bogen er i sig selv noget særligt. Den er ret lille, sat med en stor, smuk skrift. De enkelte linier på en side løber ikke lige langt mod højre. Der er ingen kapitelinddeling. Teksten afbrydes undertiden af sider med billeder og tilhørende tekst. Der er tale om godt og usædvanligt boghåndværk der rimer med de middelalderlige værker.

Israelere og palæstinensere

Onsdag aften i Tulstrup præstegårds konfirmationsstue blev en uventet stærk oplevelse.
En tætpakket stue hørte tidl. sognepræst Gertrud Bisgaard (GB) fra Århus. Erik Bredmose - vor sognepræst og sjælen i "Den teologiske aftenhøjskole" - havde bedt hende komme og fortælle om Israel og Palæstina i dag.
GB havde som helt ung deltaget i arbejdet i en kibbutz i Israel - da disse endnu fandtes.
I de 50 år siden da havde hun holdt forbindelse med de venner hun den gang fik, havde været rejseleder for grupper fra Danmark og havde læst hvad der i begge lejre var skrevet om forholdene i Israel og forholdet mellem jøder og palæstinensere.
For mig, der har fulgt aftnens tema gennem danske medier og som har taget palæstinensernes parti som de svage i den jødisk-palæstinensiske konflikt, blev aftenen tankevækkende.
GBs hjerte var hos jøderne. Deres lidelseshistorie fra Jerusalems ødelæggelse år 70 e.kr.f. frem til dannelsen af staten Israel i 1948 - og det fortsatte og i dag voksende jødehad i mange egne af verden, bl.a. i Europa - blev kort og præcist tegnet op. Det samme blev jødernes/israelitternes voksende forhærdelse, Stereotyper fra nyhedsmedierne blev tacklet. Et eksempel: Når jeg havde hørt eller læst om, hvor mange palæstineniske fanger der skulle til for at opveje en israelitisk soldat i palæstinensisk fangenskab, tænkte jeg: sikket herrefolk, hvor én israeler vejes op mod 100 palæstinensere. GBs forklaring på samme sag var, at israelske soldater er dyrebare, fordi de er så forholdsvis få i fohold til de omgivende fjendtlige nationers. Vi blev mindet om, at udslettelse af staten Israel for palæstinenserne er det politiske endemål .
GB var ikke blind for de fejl der er begået i Israel i statens levetid. Men hun spørger, som også i sin tid Ægyptens præsident Nasser, hvorfor en stat på et så lille område - og uden væsentlige naturressourcer - ikke kan få lov at være der. Nasser blev myrdet. Rabin - en tid statsminister i Israel - rakte hånden ud til sin fjende, Arafat -- han blev myrdet.
Der er grund til at bede for både israelere og palæstinensere, at de må nå til besindelse, mens tid er.

Martin A. Hansen i glimt

Nu har vi fejret Martin A. Hansen med anledning i hans 100-årsdag og med god grund.

I mine unge og noget turbulente år betød han meget for mig. Som elev på Askov højskole vinteren 1945-46 var jeg med i den store flok af elever, der lyttede til Povl Kerns oplæsning af romanen "Løgneren". Selv læste jeg de tre store noveller, samlet under titlen "Tornebusken"", en læseoplevelse, der - sammen med Dostojevskijs "Brødrene Karamassof" - blev den stærkeste i mit liv.
Endnu en grund til at han fik betydning for mig var boghandleren i Askov, Niels Pedersen. En formiddag, jeg var gået over i hans butik på den anden side af vejen gennem Askov, stod han og talte med en af højskolens lærere. Han hentede en bog frem og lagde den på disken og sagde: "Her er den vigtigste bog i dette år". Det var netop "Tornebusken".

Efter at være begyndt på teologistudiet ved Københanvs universitet var jeg i Askov en periode efter nytår. Undervisningen begyndte til februar. Martin A. Hansen havde sagt ja til at tale på skolen. Som så ofte, når en foredragsholder kom til skolen i god tid, blev M.A:H. ført ind i forstanderens dagligsture og anbragt i en hjørnesofa. Samme sted sad jeg tit og læste i en af bøgerne fra min mors reol, fuld af klassisk skønlitteratur. Martin A. Hansen sad stum, virkede knuget. Om jeg overhovedet forsøgte at indlede samtale husker jeg ikke. Jeg husker den knugede, tavse mand med det brede, gode ansigt.

Noget at læse

Gitte og jeg læser for tiden "Jobs tårer" højt for hinanden, 4-5 sider ad gangen. Bogen har en undertitel: "Om Gud og det onde".
Bogens forfatter, Jakob Wolff, er teolog og lektor i systematisk teologi ved Københavns universitet.

Det emne, Jakob Wolff behandler i sin bog, er gammelt, men ikke uaktuelt. Spørgsmålet om, hvordan Gud, den almægtige, skaberen af verden, kan kaldes god og samtidig lade så meget ondt vederfares os, er ikke sådan at affærdige.

I tidens løb har mange tumlet med spørgsmålet, oftest for at komme med et forsvar for Gud over for den anklage som selve temaet : "Gud og det onde" rejser mod ham. Et sådant forsvar for Gud kaldes på "teologisk" en teodice.

Jakob Wolff affærdiger heller ikke spørgsmålet. Han ser det lige i øjnene. Hans bog er ikke endnu en "teodice". Derfor er den så læseværdig og vedkommende.

Et enkelt -lidt tilfældigt grebet - citat fra bogen: " - dette at vi ikke kan lade være med at tillægge det, der sker, betydning, tyder på, at der er en betydningsgivende magt i det. Det er umuligt for os ikke at tillægge vores tilværelse betydning. Man kan sige, at i selve dette, at vi har et sprog om verden, ligger der, at vi tillægger den betydning".

Mer vinter

Vinteren er godt nok lang denne gang. Jeg er ved at synes at det kan være nok.
Ny sne i går. Denne nat lave temperaturer. Snerydning i opkørslen endnu en gang
denne morgen - 10. gang?
Men stærkt er det at se de hvide marker mod den blå himmel. Man begriber pludselig
det finske flag, der ellers kan virke lidt "fersk" mod de andre nordiske flag.

Det har pudsigt nok været en fordel, mentalt set, at være så gammel at man var
dreng i de strenge vintre under besættelsen. Nok husker jeg svagt fra dengang de
voksnes klage over frosne vandrør dybt nede i jorden. Men det var jo ikke min
sag. Der var nok at tage sig for ude i vinteren.

I det flade Danmark kan der være langt mellem sneklædt bakker som man kunne
glide ned ad på slæde eller ski. Man var derfor nøjsom.
Et lille eksempel på dette var, at min bror og jeg havde fået fat i en simpel træstol,
som ryglænet var brækket af. Vendt med sædet nedad kunne man sidde på tvær-
pinden midt mellem stolebenene. "Bakken", vi kørte ned ad, var enden af en jordvold langs havens sydende, vel ca. 1 1/2 m i højden. Et ultrakort gys, men dog et gys!