Friday, August 20, 2010

Hovedhjørnesten

er et ord, der fylder et barnesind med respekt, uden at man rigtig ved hvad det står for, kun at det er noget vigtigt. For det bliver jo sagt at "Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten".

Den bedste forklaring på ordet er jeg stødt på under Gittes og min læsning i bogen: "Kristendommens retorik", skrevet af Erik A. Nielsen.
Han forklarer, at en hovedhjørnesten er den første sten der lægges, når en bygning (f.eks. en dansk landsbykirke) skal rejses. Den omhu, hovedhjørnestenen udformes og lægges med, er afgørende for hvor vellykket bygningen bliver.

Ifølge evangelisterne Markus, Matthæus og Lukas er det Jesus selv, der citerer Det Gamle Testamentes salme 118 fra "Salmernes bog" og bruger billedet af hovedhjørnestenen på sig selv.

Wednesday, August 11, 2010

Tulstrup kirke stor?

Gitte og jeg gik i søndags ind i Tulstrup kirke ("vores kirke"), som nu står åben dagligt mellem kl. 9 og 17, og hvor der denne søndag ikke var gudstjeneste. Her gav vi os tid til at se lidt nøjere på kirkerummet og hvad der er i det.
Bl.a. undrede vi os over det ret store kirkerum, eftersom landsbyen Tulstrup næppe har talt ret mange indbyggere, da kirken blev rejst i første halvdel af 1100-tallet.

Om det spørgsmål skriver nu afdøde museumsinspektør Otto Norn i sin bog "Levende sten" en sætning, som måske rummer en forklaring. Han skriver (s.15) om Ribe domkirke: "Alteret i den planlagte stenkirke skulle have en vid og værdig ramme". Det kan dem, der byggede Tulstrup kirke, også have tænkt om deres byggeri, selv om det var byggeri i en noget mindre skala.