Fra et møde på Askov højskole 1942

"Dansk Ungdoms Samvirke" blev til på initiativ af kirkehistorikeren, professor Hal Koch. Han stod under den tyske besættelse for en folkelig, ikke-voldelig modstand mod Nazismen.
I sommeren 1942 indkaldte Koch sammen med Knud Gedde og Jørgen Bøgh medlemmerne af Dansk Ungdoms Samvirke til et møde på Askov Højskole. Skolens forstanderpar (mine forældre) var på det tidspunkt ikke hjemme, men skolen var blevet lånt ud til Samvirket.
Jeg var dengang 14 år og gik hjemme den sommer. Derfor listede jeg mig med, da mødet i Askov blev holdt.

To begivenheder i den forbindelse husker jeg ret klart.
Den ene var en aftenkafffe i "Dagmarsalen", højskolens spisesal, hvor der var plads til ca. 150 mennesker. En ung socialdemokrat (som sluttede sin karriere med en høj stilling ved hoffet), holdt en vittig tale i form af et selvdigtet "eventyr" om "Den store Bøjgen" (Jørgen Bøgh), "Den fede Gedde" (Knud Gedde) og "Den lille kal(v) Hoch, (Hal Koch). Folk var ved at dratte af bænkene af grin.

Den anden begivenhed var ikke så lidt anderledes. Mødeledelsen havde indbudt Kaj Munk til at holde et foredrag under mødet. Foredraget blev holdt sidst på eftermiddagen, og da der var rigtig mange tilhørere, var det henlagt til skolens "Store Foredragssal", en selvstændig bygning i højskolehaven.
Kaj Munk indledte med ordene: "Dengang ministeriet Stauning fejgt og æreløst lod de tyske tropper komme ind i Danmark - " - så stoppede han op og sagde, at han, som det sig hør og bør, vil takke for indbydelsen til at komme. Derefter fortsatte han sin tale i forlængelse af de indledende ord.
Jeg havde sneget mig med ind i foredragssalen. Af talen husker jeg kun Munks indledning og den spænding, som Munks indledende ord havde skabt i salen.

Om aftenen var en ret stor "inderkreds" af mødedeltagerne samt Kaj Munk samlede i vores dagligstue. Dér var jeg ikke med. Men dagen derpå hørte jeg, at bølgerne var gået meget højt. Kaj Munk må på et tidspunkt have stået op og have holdt om ryglænet på en af stuens stole. Det forlyder, at han i ophidselse tog om stolens ryglæn og hamrede den i gulvet, så den gik i stykker.
Næste morgen var han vistnok ikke i Askov, så han var formentlig kørt hjem til Vedersø allerede samme aften.
Øivind Arnfred, f. 1926.