Den 1. maj 1941 var jeg på vej fra Vejen station sydpå. Målet var et husmandsbrug på et sted ved navn Stoltelund. Jeg havde min cykel med toget. På Faarhus station mellem Tinglev og Padborg stod jeg af toget og satte mig på cyklen med Stoltelund som mål. Bagage havde jeg ingen af, den var blevet sendt for sig med samme eller et tidligere tog.
Ved at spørge mig frem lykkedes det mig at finde vejen til mit mål: et helt nyt husmandsbrug, vistnok et af flere, oprettet på et areal, som hidtil havde været statsdomæne.
Jeg mindes at jeg undervejs på cykelturen fra Fårhus til Stoltelund fandt ud af at klassificere de veje jeg kørte ad. I Faarhus begyndte jeg på 1. klasse. Det sidste stykke frem til Staltelund kørte jeg på en vej af 4. klasse, en grusvej.
Det var ikke tilfældigt, at jeg havde et husmandsbrug i Stoltelund som mål.
Jeg var 14 år, og min forældre må have ment at det var på tide jeg blev lempet af reden.Jeg havde heller ikke noget imod at skulle hjemmefra. Det sidste par år var jeg blevet undervist af skiftende kvindelige hjælpere på højskolens kontor og af flygtninge fra Tyskland, som midlertidigt var strandede i Askov. Jeg var sund og rask og trængte til at bruge mine kræfter.
At det netop var nævnte husmandsbrug jeg stilede imod havde sin forklaring. Ejendommen var et års tid tidligere blevet overtaget af et ungt ægtepar, Helga og Knud Fink. Helga havde været på Askov Højskole som sygeplejerske, vistnok i 1939. Vinteren 1939-40 havde Knud været elev på skolen. Husmandsbruget var et helt nyopført statshusmandsbrug. Parret var de første der flyttede ind. De havde fra maj 41 fæstet en karl for sommerhalvåret, men kunne godt bruge en arbejdsdreng, som de var villige til at have et halvt år for kost og logi alene.
Der var vistnok en vis lettelse hos Knud og Helga, da jeg dukkede op. Knud havde været i Bajstrup, stationen mellem Faarhus og Padborg, for at hente mig. Men jeg husker ikke meget fra ankomstdagen ud over hvordan der så ud.
Foråret 1941 var koldt. Knud havde tænkt sig at jeg skulle være med til at så i deres nyanlagte køkkenhave fra morgenstunden d. 2. maj. Men det blev der intet af. Det havde været flere graders frost om natten. Vi måtte flere dage ind i maj, før det kunne nytte at så køkkenhaven til.
Knud havde fæstet enk arl for sommeren- Han hed Ejner og var fra Gylling. Han havde været på Uldum højskoles vinterhold. Det havde han af flere grunde været glad for. En af dem var at han havde mødt en pige, som han var blevet forelsket i. Forelskelsen var gengældt. De to havde aftalt, at de ville prøve deres forholds styrke af ved ikke at veksle breve før d. 1. Juli. En anden grund var at der var blevet sunget meget på højskolen. Ejner var glad for at synge, han havde en god stemme og på højskolen havde han lært en mængde sange, som han for fleres vedkommende havde nået at lære udenad. Dem gik han nu og sang, mens han arbejdede. Han var en glad natur. Og da der d. 1. juli lå brev til ham fra pigen, strålede han af glæde.
Ejner og og jeg delte et vestvendt værelse på stuehusloftet. En nat blev vi vækket ved et brag, så voldsomt at det var ved at smide os ud af sengene. Det blev fulgt af endnu 4 brag, og ind imellem kunne vi høre motorstøj fra fly. Da larmen var forbi lagde vi os igen til at sove. Om morgenen, da vi stod op og gik ud for at se hvad der var sket, så vi et hul i marken vest for huset så stort som en mindre mergelgrav og vest for det på række endnu fire ”mergelgrave” i terrænet. Heldigvis var ingen skade sket på hverken mennesker eller huse. Sammen med Knud og Helga blev vi enige om, at forklaringen var, at et britisk bombefly var blevet jagtet af en eller flere tyske jagerfly og at det havde lettet sig for sin bombelast for at om muligt at slippe fra dem.
Knud og Helga var jeg glad for at være hos. Når mine forældre havde spurgt dem om de ville have mig dernede for sommeren var det ikke uden grund. Dels havde de oplevet både Helga og Knud, Helga fra de år hun havde været skolens sygeplejerske, Knud mens han var elev, dels kendte de andre medlemmer af Fink-familien (en kendt familie i Sønderjylland). Et andet medlem af familien var arkitekten Jep Fink, som først i 1930'erne blev valgt til at tegne festsalen og biblioteket ved Askov højskole.
Jeg oplevede kun Knud blive vred een gang mens jeg var der. Knud havde været i Tinglev på indkøb og havde bl.a. købt sig en ny tandbørste. Den tog han i brug samme aften efter at have skoldet den - med det resultat at han lidt efter stod med munden fuld af tandbørste-hår! Ejner og jeg, som stod nær ved, brast i skoggerlatter. Men da fik vi med styrke at vide at den slags hverken var sjovt eller behageligt! Vi skullle bare selv prøve!
Krigen blev vi dagligt mindet om. Jernbanen fra Padborg mod Tinglev-Lunderskov var lagt få hundrede meter vest for husmandsbruget, så vi kunne hjemmefra følge hvad der passerede på sporene. Ud over de få daglige persontog kørte af og til meget lange godstog nordpå, nogle af dem lastede med krisgmateriel: (Tanks, kanoner o.a.).
En dag oplevede vi at en luftkamp mellem allierede og tyske fly foregik nærmest over hovederne på os, men meget højt oppe. Vi kunne knap se flyene, men høre dem kunne vi. Bagefter har jeg tænkt at det var uforsvarligt af os at blive stående udendørs for at prøve at se noget. Vildfarne projektiler kunne være gået i vores retning.
En anden oplevelse af lignende art kunne være endt værre, men blev mindre slem. En dag i efteråret var jeg blevet sat til at rense en grøft op, som mod nord dannede skel mellem Knuds og Helgas jord og den store Tinglev mose.
Mens jeg var i gang med arbejdet stødte min spade mod noget hårdt. Efter at have hakket lidt mere i spidsen af genstanden så jeg så meget af den at jeg kunne se at den var af metal og blank. Jeg lagde skovlen og tog om genstanden. I spidsen havde den ligesom et lille ”låg”. Derfra videde den sig ud til en cylinder. Jeg lagde skovlen, greb om tingesten og trak den fri af skrænten. Det var en flak-granat, altså en granat, fyret af mod engelske fly, men havnet med enden ned i den blode mosejor, som dannede kant på grøften. Da jeg havde fået genstanden fri og set det var en granat, lagde jeg den forsigtigt på grøftekanten og løb derfra alt hvad jeg kunne. (Siden har jeg i tankerne undertiden takket den arbejder (jeg forestiller mig en lidt ældre kone), som havde sjusket (eller med vilje?) undladt at gøre granaten helt virkeklar. Da jeg havde fortalt Knud, hvad jeg havde oplevet, ringede han til politiet. Nogle dage senere kom en tysk motorcykel med sidevogn med en ekstra soldat i. De lagde en sprængladning ved granaten, der hvor den lå. Der blev et pænt stort hul i grøftens sydside.
Jeg kom til at holde af Tinglev mose. En væsentlig grund var at jeg dér lærte en ny fugleart at kende. Når jeg i forsommeren om morgenen færdedes nær mosen, f.eks for at hente hestene ind til arbejdet, hørte jeg næsten hver gang en kraftig og klangfuld lyd: ”tink, tink, tink - -”. Jeg fik at vide – eller fandt ud af – at det var tinksmeden jeg hørte. Siden fandt jeg ud af at den i Danmark var en sjælden fugl. I dag er den måske helt forsvundet!?
De sidste måneder af opholdet i Stoltelund blev ikke så glade som de første. Jeg begyndte at blive plaget af hjemlængsel. Det var dog hverken Knuds, Helgas eller Ejners skyld. Det havde sin forklaring og er en anden historie.
Den prøver jeg så på opfordring at fortælle herunder:
En af de første dage i juli holdt min ældre bror Tyge bryllup med sin Annegrete. Det var jeg indbudt til og fik - selvfølgelig - fri til at tage hjem.
Men forinden var der sket noget, som bevirkede, at mens de første to måneder i Stoltelund var foregået i en stemning i dur, så blev de sidste 4 måneder præget af en stemning i mol.
En af de sidste dage i juni havde ledelsen af Rønshoved højskole ved Flensborg fjord besluttet at nedlægge skolen. I den anledning var der indbudt til et afskedsmøde.
Højskolen var stiftetog siden ledet af Aage Møller, et særpræget og stærkt menneske med ofte kontroversielle standpunkter, set med fremmede briller. Elevtallet havde i de senere år været dalende, og nu var det blevet nødvendigt at sætte punktum.
Aage Møller og min var havde været venner fra deres ungdom. De havde dannet et trekløver sammen med en ung teolog, senere valgmenighedspræst Anders Nørgaard, og sammen havde de drømt om at gøre det danske folk grundtvigsk (tror jeg man kan sige).
Karen Helweg, min mor, var som 17-årig pige kommet til Askov, fordi min morfar var blevet kaldet som præst ved den netop opførte valgmenighedskirke i byen. Her mødte hun en datter af Poul la Cour, lærer ved Askov højskole. Hans datter, Julie, og min mor blev nære veninder.
Det gik sådan, at Julie la Cour blev gift med Aage Møller og min mor blev gift med Jens Therkelsen Arnfred, ung lærer på Askov højskole fra 1911. Venskabet mellem de to ægtepar holdt livet ud, selv om de fjernede sig ganske meget fra hinanden i synspunkter og indstilling.
Efter denne lille baggrundsforklaring tilbage til afskedssammenkomsten.
Knud og Helga hørte til kredsen omkring Rønshoved højskole, så da indbydelsen nåede dem var det klart at de ville deltage. Jeg blev nu spurgt om jeg ville med og sagde ja. Jeg havde jo hørt om Aage og Julie Møller, havde besøgt dem på Rønshoved højskole sammen med mine forældre, og flere af mine brødre havde opholdt sig der i kortere eller længere tid, jævnaldrende som de var med sønner af Aage og Julie Møller.
Ganske mange mennesker var samlede i skolens foredragssal, da mødet begyndte. Hovedtalen blev naturligt nok holdt af Aage Møller. Desuden talte tidligere nævnte Anders Nørgaard og forstanderen for Kerteminde højskole, Ejnar Skovrup.
I sin tale kom Aage Møller ind på de ungdomsdrømme han havde næret sammen med Anders Nørgaard og min far. Her kom chocket: han talte om min far som en frafalden, en som havde svigtet broderskabet og frem for alt den store opgave, som han - som fremtidig forstander for Askov højskole, var blevet tiltænkt. Disse planer fra fortiden huskede jeg ikke at have hørt før.
Siden fulgte taler af de to andre nævnte, og begge sluttede op om angrebet på far, selv om de erkendte at det havde været bedre om han havde været til stede. (Helga fortalte mig siden, at hun havde været ved at sige: "Men en søn af ham er her dog", men alligevel ikke fik det sagt. Selv tænkte jeg på samme måde, men manglede ligeledes mod til at reagere.
Jeg var rystet.af det jeg havde hørt. Min forhold til far havde været præget af en blanding af nærhed og afstand. Nærheden kom af, at jeg vidste at jeg altid kunne gå til ham, hvis jeg havde problemer, afstanden af, at han i det daglige var fjern, travlt optaget af sin skolegerning og af andelsbevægelsen, og derfor ikke havde tid til os i dagligdagen. Endelig havde hans vestjyske småbondehjem ikke lært ham at give sin kærlighed til sine børn direkte udtryk i ord og kærtegn.
Efter at mødet var sluttet, rejste mange igen fra stedet, men nogle fulgte en opfordring til at komme med ind i forstanderparrets private stuer, deriblandt Helga og Knud, og jeg fulgte jo med.
Da tante Julie, som vi børn haldte hende, så mig, blev hun tydeligt forfærdet. Der samlede sig en kreds omkring mig. Jeg stod pludselig der som centrum, på den ene side stadig vred over hvad jeg havde oplevet og hørt, på den anden side betaget af i en hidtil ukendt grad at være blevet genstand for opmærksomhed, , to modsat rettede følelser, begge meget stærke, den ene vrede, den anden en uvant og ikke ubetinget ubehagelig følelse af at være midtpunkt.
Jeg husker ikke hvad siden skete den aften eller hvordan vi kom hjem til Stoltelund.
Få dage efter cyklede jeg som nævnt til Askov for at være med til Tyges bryllup. Jeg blev meget glad, da jeg ud for Mikkelborg kro kunne skimte de to vindmøller i Askov, forsøgsmøllen og vandmøllen. Tyges bryllup blev en dejlig fest i smukt sommervejr, som gjorde at vi gæster kunne være ude i haven langt hen på aftenen.
Ved den lejlighed fik jeg en lidt længere samtale med en af Tyges venner, teologen Vilhelm Nielsen, som jeg kendte lidt fra København, en samtale som var medvirkende til at jeg siden besluttede mig for at læse teologi.
Herligheden fik ende. Jeg måtte på cyklen og tilbage til Stoltelund. Men nu var vejen tung at køre. Min grundstemning var skiftet fra dur til mol. Jeg ønskede jeg kunne være blevet i Askov, hvor der havde været så dejligt, men ville heller ikke svigte Knud og Helga.
Resten af tiden i Stoltelund frem til 1. november var blevet tung at komme igennem. Oplevelsen på Rønshoved sad i mig, men mest som en fortrænging, og mens jeg var i Stoltelund forstod jeg min nedtrykthed som hjemve. Langt senere blev det muligt for mig bedre at se igennem hvad der var sket.
Helga og Knud var kede af det på mine vejgne. De gjorde hvad de kunne for at muntre mig lidt. Heldigvis havde de - som en slags "modgift" - fået deres første barn, en søn, så de havde ham at glæde sig over.
Jeg fik aldrig sagt mine husbondfolk den tak de fortjente for hvad de betød for mig. Selv om Stoltelund blev en mærkelig tvedelt erfaring for mig har jeg aldrig fortrudt det halve år jeg fik dér.
