Et sted i Det Nye Testamente

Der er et sted i Det Ny Testamente, som jeg undertiden vender tilbage til. Det findes i i Matthæus-evangeliet, kapitel 15, vers 21-28.
Jesus er på vej sammen med sine disciple. En kana'anæisk kvnde følger efter ham og trygler ham om hjælp, for hendes datter er plaget af en ond ånd. Disciplene vil have hende væk, og Jesus siger noget om, at han kun er kommet til "de fortabte får af Israels hus" - og jeg forstår ham sådan, at det mener han virkelig, det er ikke kun en undskyldning for at blive fri for hende. Han er der for sit folk, jødere, og kun dem.
Hun trygler ham igen, og han svarer igen afvisende - også ud fra en overbevisning, alle jøder på den tid delte, nemlig at israel havde en særlig pagt med Gud: "Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde".
Men hun giver ikke op. Hun svarer: "Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord". Da siger Jesus til hende: "Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig som du vil". Og Matthæus slutter fortællingen med at skrive: "Og i samme øjeblik blev hendes datter rask".

Hvorfor nu vende tilbage til lige det sted? Jo, jeg forstår ordene sådan, at de får uanede konsekvenser. I løbet af de få minutter episoden udspiller sig, forstår Jesus at hans opgave er større end han havde troet. Han er kommet - ikke alene for Israels, men for hele verdens, alle menneskers, skyld. Hidtil har han forstået Gud, sin fader, som frelser for Israelitterne. Nu forstår han at hans opgave.er at være hele verdens frelser.
Sat på spidsen: havde den kana'anæiske kvindes kærlighed til sin datter og tiltro til Jesus ikke trodset hendes frygt, så var Jesus måske forblevet en sag for jøderne alene.