Farmor og Mormor
Først farmor
Min farmor har jeg mødt to gange. Den ene gang var hun på besøg i vore forældres hjem på Askov højskole, måske ikke så længe før hun døde, Hun sad i en lænestol i dagligsstuen, men jeg husker ikkke om jeg fik kontakt med hende.
Den anden gang må have været kort efter at vort sommerhus i Blåvand stod færdigt. Farmor boede stadig i Sønderbøl, men nu i et aftægtshus, bygget i røde mutsten og opført lidt nord for den lille gård, der havde været farfars og hendes - og altså dermed min fars og mine 3 fastres barndomshjem. Fra det besøg husker jeg næsten intet. Nogle år senere, da min faster Kristine og hendes mand, onkel Støving, boede i aftægtshuset, sad jeg i deres dagligstue og så ud over den lille gårdsplads over mod den hvidkalkede gårdlænge. En pige med hovedtørklæde og forklæde kom ud ad køkkendøren, gik til brønden og hentede en spand vand op. Nok en af de stærkeste nostalgioplevelser jeg har haft.

Mormors pigenavn var Talitha Hostrup Spur.
Mormor er den eneste af sin generation jeg har haft et personligt forhold til. Min morfar var død allerede nogle år før jeg blev født, det samme gjaldt min farfar.
I hele den tid hvorfra jeg har minder om mormor boede hun i "Mormors hus" på "Møllevejen" i landsbyen Askov.
Hun var - formodentlig - flyttet ind i, huset, da min morfar var død. Indtil da havde parret boet i den præstebolig, som ligger nord for kirkegårdetn ved Askov kirke. "Mormors hus", som stadig findes på "Møllevej" i Askov, er et ret stort og rummeligt stuehus i mursten og med skiftertag. I stueetagen fandtes fire stuer: en spisestue mod nord, en dagligstue med havedør mod syd, Vest for den endnu en stue, som mormor mest opholdt sig i. Nord for denne stue fandtes en lige så stor stue, som blev kaldt "Moster Lucies stue". Den stod stadig med hendes møbler, men vi kom næsten aldrig derind, bl.a. fordi der ikke var varme i den. Mod vest havde/har? huset et bislag, men døren deri blev i min barndom aldrig brugt. Hoveddøren fandtes i husets nordside og denne vendte ud mod en grusbelagt gårdsplads. For østenden af huset var tilbygget et sorttjæret udhus af træ.
I den østlige ende af husets stueplan fandtes mormors soveværelse og badeværelse samt husets køkken og spisekammer.
Fra entreen førte en trappe til loftet. Lige oven for trappen var til venstre en dør ind til et lille kammer. Her boede Agnete, en lille, tynd dame af Spur-familien. Agnete var et uselvisk menneske med den ene opgave at gøre det så godt for mormor som muligt.
Øst og syd for huset lå mormors have, et "rum" jeg holdt meget af. Mod øst skildte en hæk den fra gårdejer Boesens mark. Her gik tit kvæg på græs, så her var noget at se på. Inden for hækken var der køkkenhave i hele grundens længde. Et område med frugttrøer skilte den fra en græsplæne, der fra stuehuset strakte sig mod syd til.en høj hæk, der skilte mormors grund fra tandlæge Schrøders. Mod vest skilte et bredt bælte af halvhøje træer - mest løvtræer - haven fra "Møllevejen", der førte fra Askov bys torv opdad mod syd forbi bl.a. byens vandtårn og forsøgsmøllen og møllebestyrer Knud Knudsens hus, som dengang var det sidste hus mod syd på Møllevejen.

Min forbindelse med mormor var sikret, da det i en længere periode i mine drengeår blev min opgave at bringe et eksemplar af "Folkebladet" - en Vejen-baseret lokalavis - hen til hende hver hverdags-eftermiddag,. Når avisen var afleveret, vankede der tit et rødt "Kongen af Danmark"-bolsje.
Men de bedste stunder med mormor indtraf, når vi - det vil sige storesøster Birgit, lillebror Knud og jeg - kom hen til hende. Vi besøgte hende gerne i en stue i husets sydvestre hjørne. Som i husets øvreige rum var der kakkelovn. I denne stue stod tillige hendes klaver og hendes sybord. I stuens sydøstlige hjørne stod en sofa med et mahognibord foran. Her sad mormor så midt i sofaen med os børn på begge sider. Nogle små sanghefter i rødt bind blev fundet frem og så sang vi børnesange med mormor som forsanger: "Vor gamle Karo holdt en støj, da vognen stod for døren - ", "Når kommer våren vel?" og mange andre. Mormor havde en god sangstemme, også i de sidste år hun levede.
En anden tidsfordriv, som mormor måske yndede knap så meget, men som vi børn fandt sjov, var at lægge de fodskamler, der i flere modeller fandtes i stuen, ud på gulvet og så hoppe fra den ene til den anden.

Mormor døde i 1936. Da vi var blevet fulgt derhen så vi hende. Hun var blevet lagt i en hvid kiste, som var stillet på bordet midt i den midterste stue, "dagligstuen", den med dør ud til haven. Her blev vi børn ført ind for at se hende. Jeg har altid siden været glad for at vi fik lov til det. Hun lå dér i kisten, stille og kold (jeg følte efter!), men det må jeg være blevet forberedt på, for det skræmte mig ikke..
Nogle dage senere blev hun begravet fra Askov Valgmenighedskirke ved siden af sin mand, Det jeg husker fra den dag var, at hele vejen fra hendes hus til kirken var strøet med små grankviste.