Diamantbryllup
Torsdag d. 17. november dette år blev en ganske særlig dag for Gitte og mig.
Det var der også anledning til.
Den dag var det 60 år siden at Gitte (Birgitte) Wulff og jeg blev borgerlige viet hos sognefogeden i Maltbæk og sidst på eftermiddagen fik denne borgerlige vielse kirkelig velsignet i Askov valgmenighedskirke af kirkens præst, Henrik Dons Christensen.
Torsdag d. 17/11 2011 blev en festdag for os, takket være gode venner, der kom med sang uden for døren, kaffebrød og godt humør.
Så havde posten været der. Blandt andre lå et brev fra dronning Margrethe. Det sker jo ikke lige hver dag!
Efter vor middagslur dukkede flere op med blomster og lykønskninger. Sidst på eftermiddagen kom så en bilfuld familie, datter Lise, svigersøn Vagn, datterdatter Kaen og sønnesøn Bjrøn. De havde en forberedt middagsmad med. Først en sen eftermiddagskaffe og -hygge, så fin aftensmad og snak om rundt bord med et glas likør.
Da de var draget af igen var der heller ikke mere krudt tilbage i os. På hovedet i seng efter en helt særlig og dejlig dag!!
Saturday, November 19, 2011
Tuesday, September 20, 2011
Slagsmålet
Èn gang i mit liv har jeg været i rigtigt slagsmål.
Hvor gammel jeg var, ved jeg ikke - måske 6 eller 7 år.
I et gulkalket hus på den anden side af den vej, der førte ud gennem "Vesterbyen" i min fødeby Askov, havde en gammel skomager sit værksted. og sin bolig. I huset boede også en yngre familie, som havde 3 børn, måske flere. Jeg husker den ældste, Holger, hans lidt yngre søster Emilie (kaldet Mille) og en endnu yngre søster, hvis navn jeg har glemt.
Højskolens allernordvestligste hjørne lå kun sognevejens bredde fra skomagerens sydøstlligste hjørne. Det var nemt at smutte fra den ene til den anden grund.
På højskolesiden var der fra nævnte hjørne og ca.15 m sydpå en plæne med frugttræer. En øst-vest-gående havegang skilte plænen fra et område med stikkelsbær-, ribs- og solbærbuske.
En dag stod jeg sammen med Holger og de to piger mellem stikkelsbærrene og vi gnaskede i os, mens snakken formentlig gik. Hvordan det gik til, husker jeg ikke mere, men snakken skiftede karakter. Grunden til skiftet står mig ikke klar. Jeg gætter på at vi var kommet ind på et emne, som kunne indeholde "sprængstof". Jeg var den velbjergede søn af højskolens forstander, mens Holgers far, enten han havde arbejde eller var arbejdsløs (årstallet har formentlig været 1933), har haft en langt mindre indkomst. Der kan været faldet ord, som virkede som om en lunte blev tændt. Holger og jeg kom i et voldsomt og indædt slagsmål. Det gik næppe stille af. Pludselig stod Holgers far der og fik os skilt ad.
Vi græd nok begge - måske græd pigerne også.
Få dage senere fik jeg at vide, at Holger var syg. Han havde fået lungebetændelse, en sygdom, som dan gang (penicillin ukendt) var yderst alvorlig. Et par dage efter fik jeg igen nyt fra skomagerens hus: Holger var død. Gamle fru Appel havde været hos familien i de sidste timer han levede, og hun og familien havde sunget for ham.
Sammenstødet mellem Holger og mig, som ikke nåede at blive forligt, efterlod en lille "mental byld", som med tiden er blevet meget mindre, men som har efterladt en lille øm plet i sindet.
Èn gang i mit liv har jeg været i rigtigt slagsmål.
Hvor gammel jeg var, ved jeg ikke - måske 6 eller 7 år.
I et gulkalket hus på den anden side af den vej, der førte ud gennem "Vesterbyen" i min fødeby Askov, havde en gammel skomager sit værksted. og sin bolig. I huset boede også en yngre familie, som havde 3 børn, måske flere. Jeg husker den ældste, Holger, hans lidt yngre søster Emilie (kaldet Mille) og en endnu yngre søster, hvis navn jeg har glemt.
Højskolens allernordvestligste hjørne lå kun sognevejens bredde fra skomagerens sydøstlligste hjørne. Det var nemt at smutte fra den ene til den anden grund.
På højskolesiden var der fra nævnte hjørne og ca.15 m sydpå en plæne med frugttræer. En øst-vest-gående havegang skilte plænen fra et område med stikkelsbær-, ribs- og solbærbuske.
En dag stod jeg sammen med Holger og de to piger mellem stikkelsbærrene og vi gnaskede i os, mens snakken formentlig gik. Hvordan det gik til, husker jeg ikke mere, men snakken skiftede karakter. Grunden til skiftet står mig ikke klar. Jeg gætter på at vi var kommet ind på et emne, som kunne indeholde "sprængstof". Jeg var den velbjergede søn af højskolens forstander, mens Holgers far, enten han havde arbejde eller var arbejdsløs (årstallet har formentlig været 1933), har haft en langt mindre indkomst. Der kan været faldet ord, som virkede som om en lunte blev tændt. Holger og jeg kom i et voldsomt og indædt slagsmål. Det gik næppe stille af. Pludselig stod Holgers far der og fik os skilt ad.
Vi græd nok begge - måske græd pigerne også.
Få dage senere fik jeg at vide, at Holger var syg. Han havde fået lungebetændelse, en sygdom, som dan gang (penicillin ukendt) var yderst alvorlig. Et par dage efter fik jeg igen nyt fra skomagerens hus: Holger var død. Gamle fru Appel havde været hos familien i de sidste timer han levede, og hun og familien havde sunget for ham.
Sammenstødet mellem Holger og mig, som ikke nåede at blive forligt, efterlod en lille "mental byld", som med tiden er blevet meget mindre, men som har efterladt en lille øm plet i sindet.
Saturday, September 17, 2011
Farmor og Mormor
Først farmor
Min farmor har jeg mødt to gange. Den ene gang var hun på besøg i vore forældres hjem på Askov højskole, måske ikke så længe før hun døde, Hun sad i en lænestol i dagligsstuen, men jeg husker ikkke om jeg fik kontakt med hende.
Den anden gang må have været kort efter at vort sommerhus i Blåvand stod færdigt. Farmor boede stadig i Sønderbøl, men nu i et aftægtshus, bygget i røde mutsten og opført lidt nord for den lille gård, der havde været farfars og hendes - og altså dermed min fars og mine 3 fastres barndomshjem. Fra det besøg husker jeg næsten intet. Nogle år senere, da min faster Kristine og hendes mand, onkel Støving, boede i aftægtshuset, sad jeg i deres dagligstue og så ud over den lille gårdsplads over mod den hvidkalkede gårdlænge. En pige med hovedtørklæde og forklæde kom ud ad køkkendøren, gik til brønden og hentede en spand vand op. Nok en af de stærkeste nostalgioplevelser jeg har haft.
Mormors pigenavn var Talitha Hostrup Spur.
Mormor er den eneste af sin generation jeg har haft et personligt forhold til. Min morfar var død allerede nogle år før jeg blev født, det samme gjaldt min farfar.
I hele den tid hvorfra jeg har minder om mormor boede hun i "Mormors hus" på "Møllevejen" i landsbyen Askov.
Hun var - formodentlig - flyttet ind i, huset, da min morfar var død. Indtil da havde parret boet i den præstebolig, som ligger nord for kirkegårdetn ved Askov kirke. "Mormors hus", som stadig findes på "Møllevej" i Askov, er et ret stort og rummeligt stuehus i mursten og med skiftertag. I stueetagen fandtes fire stuer: en spisestue mod nord, en dagligstue med havedør mod syd, Vest for den endnu en stue, som mormor mest opholdt sig i. Nord for denne stue fandtes en lige så stor stue, som blev kaldt "Moster Lucies stue". Den stod stadig med hendes møbler, men vi kom næsten aldrig derind, bl.a. fordi der ikke var varme i den. Mod vest havde/har? huset et bislag, men døren deri blev i min barndom aldrig brugt. Hoveddøren fandtes i husets nordside og denne vendte ud mod en grusbelagt gårdsplads. For østenden af huset var tilbygget et sorttjæret udhus af træ.
I den østlige ende af husets stueplan fandtes mormors soveværelse og badeværelse samt husets køkken og spisekammer.
Fra entreen førte en trappe til loftet. Lige oven for trappen var til venstre en dør ind til et lille kammer. Her boede Agnete, en lille, tynd dame af Spur-familien. Agnete var et uselvisk menneske med den ene opgave at gøre det så godt for mormor som muligt.
Øst og syd for huset lå mormors have, et "rum" jeg holdt meget af. Mod øst skildte en hæk den fra gårdejer Boesens mark. Her gik tit kvæg på græs, så her var noget at se på. Inden for hækken var der køkkenhave i hele grundens længde. Et område med frugttrøer skilte den fra en græsplæne, der fra stuehuset strakte sig mod syd til.en høj hæk, der skilte mormors grund fra tandlæge Schrøders. Mod vest skilte et bredt bælte af halvhøje træer - mest løvtræer - haven fra "Møllevejen", der førte fra Askov bys torv opdad mod syd forbi bl.a. byens vandtårn og forsøgsmøllen og møllebestyrer Knud Knudsens hus, som dengang var det sidste hus mod syd på Møllevejen.
Min forbindelse med mormor var sikret, da det i en længere periode i mine drengeår blev min opgave at bringe et eksemplar af "Folkebladet" - en Vejen-baseret lokalavis - hen til hende hver hverdags-eftermiddag,. Når avisen var afleveret, vankede der tit et rødt "Kongen af Danmark"-bolsje.
Men de bedste stunder med mormor indtraf, når vi - det vil sige storesøster Birgit, lillebror Knud og jeg - kom hen til hende. Vi besøgte hende gerne i en stue i husets sydvestre hjørne. Som i husets øvreige rum var der kakkelovn. I denne stue stod tillige hendes klaver og hendes sybord. I stuens sydøstlige hjørne stod en sofa med et mahognibord foran. Her sad mormor så midt i sofaen med os børn på begge sider. Nogle små sanghefter i rødt bind blev fundet frem og så sang vi børnesange med mormor som forsanger: "Vor gamle Karo holdt en støj, da vognen stod for døren - ", "Når kommer våren vel?" og mange andre. Mormor havde en god sangstemme, også i de sidste år hun levede.
En anden tidsfordriv, som mormor måske yndede knap så meget, men som vi børn fandt sjov, var at lægge de fodskamler, der i flere modeller fandtes i stuen, ud på gulvet og så hoppe fra den ene til den anden.
Mormor døde i 1936. Da vi var blevet fulgt derhen så vi hende. Hun var blevet lagt i en hvid kiste, som var stillet på bordet midt i den midterste stue, "dagligstuen", den med dør ud til haven. Her blev vi børn ført ind for at se hende. Jeg har altid siden været glad for at vi fik lov til det. Hun lå dér i kisten, stille og kold (jeg følte efter!), men det må jeg være blevet forberedt på, for det skræmte mig ikke..
Nogle dage senere blev hun begravet fra Askov Valgmenighedskirke ved siden af sin mand, Det jeg husker fra den dag var, at hele vejen fra hendes hus til kirken var strøet med små grankviste.
Først farmor
Min farmor har jeg mødt to gange. Den ene gang var hun på besøg i vore forældres hjem på Askov højskole, måske ikke så længe før hun døde, Hun sad i en lænestol i dagligsstuen, men jeg husker ikkke om jeg fik kontakt med hende.
Den anden gang må have været kort efter at vort sommerhus i Blåvand stod færdigt. Farmor boede stadig i Sønderbøl, men nu i et aftægtshus, bygget i røde mutsten og opført lidt nord for den lille gård, der havde været farfars og hendes - og altså dermed min fars og mine 3 fastres barndomshjem. Fra det besøg husker jeg næsten intet. Nogle år senere, da min faster Kristine og hendes mand, onkel Støving, boede i aftægtshuset, sad jeg i deres dagligstue og så ud over den lille gårdsplads over mod den hvidkalkede gårdlænge. En pige med hovedtørklæde og forklæde kom ud ad køkkendøren, gik til brønden og hentede en spand vand op. Nok en af de stærkeste nostalgioplevelser jeg har haft.
Mormors pigenavn var Talitha Hostrup Spur.
Mormor er den eneste af sin generation jeg har haft et personligt forhold til. Min morfar var død allerede nogle år før jeg blev født, det samme gjaldt min farfar.
I hele den tid hvorfra jeg har minder om mormor boede hun i "Mormors hus" på "Møllevejen" i landsbyen Askov.
Hun var - formodentlig - flyttet ind i, huset, da min morfar var død. Indtil da havde parret boet i den præstebolig, som ligger nord for kirkegårdetn ved Askov kirke. "Mormors hus", som stadig findes på "Møllevej" i Askov, er et ret stort og rummeligt stuehus i mursten og med skiftertag. I stueetagen fandtes fire stuer: en spisestue mod nord, en dagligstue med havedør mod syd, Vest for den endnu en stue, som mormor mest opholdt sig i. Nord for denne stue fandtes en lige så stor stue, som blev kaldt "Moster Lucies stue". Den stod stadig med hendes møbler, men vi kom næsten aldrig derind, bl.a. fordi der ikke var varme i den. Mod vest havde/har? huset et bislag, men døren deri blev i min barndom aldrig brugt. Hoveddøren fandtes i husets nordside og denne vendte ud mod en grusbelagt gårdsplads. For østenden af huset var tilbygget et sorttjæret udhus af træ.
I den østlige ende af husets stueplan fandtes mormors soveværelse og badeværelse samt husets køkken og spisekammer.
Fra entreen førte en trappe til loftet. Lige oven for trappen var til venstre en dør ind til et lille kammer. Her boede Agnete, en lille, tynd dame af Spur-familien. Agnete var et uselvisk menneske med den ene opgave at gøre det så godt for mormor som muligt.
Øst og syd for huset lå mormors have, et "rum" jeg holdt meget af. Mod øst skildte en hæk den fra gårdejer Boesens mark. Her gik tit kvæg på græs, så her var noget at se på. Inden for hækken var der køkkenhave i hele grundens længde. Et område med frugttrøer skilte den fra en græsplæne, der fra stuehuset strakte sig mod syd til.en høj hæk, der skilte mormors grund fra tandlæge Schrøders. Mod vest skilte et bredt bælte af halvhøje træer - mest løvtræer - haven fra "Møllevejen", der førte fra Askov bys torv opdad mod syd forbi bl.a. byens vandtårn og forsøgsmøllen og møllebestyrer Knud Knudsens hus, som dengang var det sidste hus mod syd på Møllevejen.
Min forbindelse med mormor var sikret, da det i en længere periode i mine drengeår blev min opgave at bringe et eksemplar af "Folkebladet" - en Vejen-baseret lokalavis - hen til hende hver hverdags-eftermiddag,. Når avisen var afleveret, vankede der tit et rødt "Kongen af Danmark"-bolsje.
Men de bedste stunder med mormor indtraf, når vi - det vil sige storesøster Birgit, lillebror Knud og jeg - kom hen til hende. Vi besøgte hende gerne i en stue i husets sydvestre hjørne. Som i husets øvreige rum var der kakkelovn. I denne stue stod tillige hendes klaver og hendes sybord. I stuens sydøstlige hjørne stod en sofa med et mahognibord foran. Her sad mormor så midt i sofaen med os børn på begge sider. Nogle små sanghefter i rødt bind blev fundet frem og så sang vi børnesange med mormor som forsanger: "Vor gamle Karo holdt en støj, da vognen stod for døren - ", "Når kommer våren vel?" og mange andre. Mormor havde en god sangstemme, også i de sidste år hun levede.
En anden tidsfordriv, som mormor måske yndede knap så meget, men som vi børn fandt sjov, var at lægge de fodskamler, der i flere modeller fandtes i stuen, ud på gulvet og så hoppe fra den ene til den anden.
Mormor døde i 1936. Da vi var blevet fulgt derhen så vi hende. Hun var blevet lagt i en hvid kiste, som var stillet på bordet midt i den midterste stue, "dagligstuen", den med dør ud til haven. Her blev vi børn ført ind for at se hende. Jeg har altid siden været glad for at vi fik lov til det. Hun lå dér i kisten, stille og kold (jeg følte efter!), men det må jeg være blevet forberedt på, for det skræmte mig ikke..
Nogle dage senere blev hun begravet fra Askov Valgmenighedskirke ved siden af sin mand, Det jeg husker fra den dag var, at hele vejen fra hendes hus til kirken var strøet med små grankviste.
Thursday, August 18, 2011
Fantastisk
Ordet "fantastisk" har med tidens flittige - og lovlig large - brug nået en nedslidning, som gør det næsten kraftesløst.
Friday, August 5, 2011
Et sted i Det Nye Testamente
Der er et sted i Det Ny Testamente, som jeg undertiden vender tilbage til. Det findes i i Matthæus-evangeliet, kapitel 15, vers 21-28.
Jesus er på vej sammen med sine disciple. En kana'anæisk kvnde følger efter ham og trygler ham om hjælp, for hendes datter er plaget af en ond ånd. Disciplene vil have hende væk, og Jesus siger noget om, at han kun er kommet til "de fortabte får af Israels hus" - og jeg forstår ham sådan, at det mener han virkelig, det er ikke kun en undskyldning for at blive fri for hende. Han er der for sit folk, jødere, og kun dem.
Hun trygler ham igen, og han svarer igen afvisende - også ud fra en overbevisning, alle jøder på den tid delte, nemlig at israel havde en særlig pagt med Gud: "Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde".
Men hun giver ikke op. Hun svarer: "Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord". Da siger Jesus til hende: "Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig som du vil". Og Matthæus slutter fortællingen med at skrive: "Og i samme øjeblik blev hendes datter rask".
Hvorfor nu vende tilbage til lige det sted? Jo, jeg forstår ordene sådan, at de får uanede konsekvenser. I løbet af de få minutter episoden udspiller sig, forstår Jesus at hans opgave er større end han havde troet. Han er kommet - ikke alene for Israels, men for hele verdens, alle menneskers, skyld. Hidtil har han forstået Gud, sin fader, som frelser for Israelitterne. Nu forstår han at hans opgave.er at være hele verdens frelser.
Sat på spidsen: havde den kana'anæiske kvindes kærlighed til sin datter og tiltro til Jesus ikke trodset hendes frygt, så var Jesus måske forblevet en sag for jøderne alene.
Jesus er på vej sammen med sine disciple. En kana'anæisk kvnde følger efter ham og trygler ham om hjælp, for hendes datter er plaget af en ond ånd. Disciplene vil have hende væk, og Jesus siger noget om, at han kun er kommet til "de fortabte får af Israels hus" - og jeg forstår ham sådan, at det mener han virkelig, det er ikke kun en undskyldning for at blive fri for hende. Han er der for sit folk, jødere, og kun dem.
Hun trygler ham igen, og han svarer igen afvisende - også ud fra en overbevisning, alle jøder på den tid delte, nemlig at israel havde en særlig pagt med Gud: "Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde".
Men hun giver ikke op. Hun svarer: "Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord". Da siger Jesus til hende: "Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig som du vil". Og Matthæus slutter fortællingen med at skrive: "Og i samme øjeblik blev hendes datter rask".
Hvorfor nu vende tilbage til lige det sted? Jo, jeg forstår ordene sådan, at de får uanede konsekvenser. I løbet af de få minutter episoden udspiller sig, forstår Jesus at hans opgave er større end han havde troet. Han er kommet - ikke alene for Israels, men for hele verdens, alle menneskers, skyld. Hidtil har han forstået Gud, sin fader, som frelser for Israelitterne. Nu forstår han at hans opgave.er at være hele verdens frelser.
Sat på spidsen: havde den kana'anæiske kvindes kærlighed til sin datter og tiltro til Jesus ikke trodset hendes frygt, så var Jesus måske forblevet en sag for jøderne alene.
Sunday, June 5, 2011
Fra et møde på Askov højskole 1942
"Dansk Ungdoms Samvirke" blev til på initiativ af kirkehistorikeren, professor Hal Koch. Han stod under den tyske besættelse for en folkelig, ikke-voldelig modstand mod Nazismen.
I sommeren 1942 indkaldte Koch sammen med Knud Gedde og Jørgen Bøgh medlemmerne af Dansk Ungdoms Samvirke til et møde på Askov Højskole. Skolens forstanderpar (mine forældre) var på det tidspunkt ikke hjemme, men skolen var blevet lånt ud til Samvirket.
Jeg var dengang 14 år og gik hjemme den sommer. Derfor listede jeg mig med, da mødet i Askov blev holdt.
To begivenheder i den forbindelse husker jeg ret klart.
Den ene var en aftenkafffe i "Dagmarsalen", højskolens spisesal, hvor der var plads til ca. 150 mennesker. En ung socialdemokrat (som sluttede sin karriere med en høj stilling ved hoffet), holdt en vittig tale i form af et selvdigtet "eventyr" om "Den store Bøjgen" (Jørgen Bøgh), "Den fede Gedde" (Knud Gedde) og "Den lille kal(v) Hoch, (Hal Koch). Folk var ved at dratte af bænkene af grin.
Den anden begivenhed var ikke så lidt anderledes. Mødeledelsen havde indbudt Kaj Munk til at holde et foredrag under mødet. Foredraget blev holdt sidst på eftermiddagen, og da der var rigtig mange tilhørere, var det henlagt til skolens "Store Foredragssal", en selvstændig bygning i højskolehaven.
Kaj Munk indledte med ordene: "Dengang ministeriet Stauning fejgt og æreløst lod de tyske tropper komme ind i Danmark - " - så stoppede han op og sagde, at han, som det sig hør og bør, vil takke for indbydelsen til at komme. Derefter fortsatte han sin tale i forlængelse af de indledende ord.
Jeg havde sneget mig med ind i foredragssalen. Af talen husker jeg kun Munks indledning og den spænding, som Munks indledende ord havde skabt i salen.
Om aftenen var en ret stor "inderkreds" af mødedeltagerne samt Kaj Munk samlede i vores dagligstue. Dér var jeg ikke med. Men dagen derpå hørte jeg, at bølgerne var gået meget højt. Kaj Munk må på et tidspunkt have stået op og have holdt om ryglænet på en af stuens stole. Det forlyder, at han i ophidselse tog om stolens ryglæn og hamrede den i gulvet, så den gik i stykker.
Næste morgen var han vistnok ikke i Askov, så han var formentlig kørt hjem til Vedersø allerede samme aften.
Øivind Arnfred, f. 1926.
I sommeren 1942 indkaldte Koch sammen med Knud Gedde og Jørgen Bøgh medlemmerne af Dansk Ungdoms Samvirke til et møde på Askov Højskole. Skolens forstanderpar (mine forældre) var på det tidspunkt ikke hjemme, men skolen var blevet lånt ud til Samvirket.
Jeg var dengang 14 år og gik hjemme den sommer. Derfor listede jeg mig med, da mødet i Askov blev holdt.
To begivenheder i den forbindelse husker jeg ret klart.
Den ene var en aftenkafffe i "Dagmarsalen", højskolens spisesal, hvor der var plads til ca. 150 mennesker. En ung socialdemokrat (som sluttede sin karriere med en høj stilling ved hoffet), holdt en vittig tale i form af et selvdigtet "eventyr" om "Den store Bøjgen" (Jørgen Bøgh), "Den fede Gedde" (Knud Gedde) og "Den lille kal(v) Hoch, (Hal Koch). Folk var ved at dratte af bænkene af grin.
Den anden begivenhed var ikke så lidt anderledes. Mødeledelsen havde indbudt Kaj Munk til at holde et foredrag under mødet. Foredraget blev holdt sidst på eftermiddagen, og da der var rigtig mange tilhørere, var det henlagt til skolens "Store Foredragssal", en selvstændig bygning i højskolehaven.
Kaj Munk indledte med ordene: "Dengang ministeriet Stauning fejgt og æreløst lod de tyske tropper komme ind i Danmark - " - så stoppede han op og sagde, at han, som det sig hør og bør, vil takke for indbydelsen til at komme. Derefter fortsatte han sin tale i forlængelse af de indledende ord.
Jeg havde sneget mig med ind i foredragssalen. Af talen husker jeg kun Munks indledning og den spænding, som Munks indledende ord havde skabt i salen.
Om aftenen var en ret stor "inderkreds" af mødedeltagerne samt Kaj Munk samlede i vores dagligstue. Dér var jeg ikke med. Men dagen derpå hørte jeg, at bølgerne var gået meget højt. Kaj Munk må på et tidspunkt have stået op og have holdt om ryglænet på en af stuens stole. Det forlyder, at han i ophidselse tog om stolens ryglæn og hamrede den i gulvet, så den gik i stykker.
Næste morgen var han vistnok ikke i Askov, så han var formentlig kørt hjem til Vedersø allerede samme aften.
Øivind Arnfred, f. 1926.
Wednesday, March 9, 2011
Den grå mand (Limerick)
Der bor en grå mand i Manila
Han havde en lille grå villa.
Så kom en orkan
- og hvad blev der a'en -
den lille, grå vrå i Manila?
Subscribe to:
Posts (Atom)
